Om Foreningen

Parcelforeningen

Foreningen drives på frivillig basis af en bestyrelse bestående af 3-5 medlemmer og 2 suppleanter. Bestyrelsen varetager kontakt til medlemmerne, naboer, ejendomsmæglere, kommune og øvrige myndigheder. Samtidig har bestyrelsen kontakt til de entreprenører, som vedligeholder strand, strandeng og vejene i området.

 

Ved overgangen fra lejerforening til parcelforening blev der formuleret et sæt vedtægter og et ordensregler for parcelforeningen. Begge dele tilpasses løbende den aktuelle udvikling. Ændringsforslag behandles på Generalforsamlingen, som beslutter rammerne for foreningen og rammerne for bestyrelsens arbejde.

 

Bestyrelsen kan ikke altid svare på henvendelser lige med det samme. Det er fordi vi bruger vores fritid på at løse foreningens opgaver store som små. Medlemmer opfordres derfor til selv at bidrage til at finde løsninger i særdeleshed, når det gælder egne forhold men også når det gælder fællesskabet.

 

Hvert år i Kristi Himmelfarts ferien betaler foreningen for affaldscontainere til medlemmernes benyttelse. Det er for at understøtte og opfordre til en forårsoprydning i såvel huse som haver. I juni måned holdes den årlige generalforsamling, der i reglen afsluttes med en frokost for de fremmødte medlemmer.

Det gode naboskab

Sommerhusene ligger tæt og naboen kan høres! Det er som regel hyggeligt, når du kan enes med naboen og mindre hyggeligt, hvis der er ufred. Brug området med omtanke og vis hensyn. Hils på naboen, drik en kop kaffe sammen og betragt fællesskabet som noget, der kan bruges aktivt. Fælles spisning, låne sukker, enes om græsslåning eller bygge en ny terrasse.

 

Området summer af liv i sommermånederne. Det er et fristed for mange, der også får gæster på besøg. Husk at fortælle dine gæster, hvor de må parkere og hvor langsomt – max 10 km/t – bilerne må køre, og hvordan området bruges.

 

I begrænset omfang kan medlemmer holde mere højlydte fester. I ordensreglerne er der bestemmelser for fester og forudgående varsling. Arrangementet skal varsles over for andre medlemmer i god tid, det vil sige mindst en uge i forvejen. Naboerne skal kunne forholde sig til, om de vil være i sommerhus eller ikke på samme tid som festen.

 

En del huse er de senere år blevet væsentligt ombygget eller helt udskiftet med nye huse. Her vil bestyrelsen gerne understøtte det gode naboskab ved at appellere bygherre til at gennemføre en minihøring blandt de nærmeste naboer. Høringen skal afdække de tætte naboers holdninger til et nyt hus og de gener det måske kan medføre. Via dialog med de nærmeste naboer og med bestyrelsen opfordres til fredelige løsninger. Det gode naboskab er væsentligt, når man har et hus i Rosendalvænget.

 


Bestyrelsen



Formand

Lone Bjerggard


Mail: formanden@rosendalvaenget.dk


Kasser

Allan Løvgreen






Bestyrelsesmedlem

Tone Høybye



Bestyrelsesmedlem

Jens Jakob Nørtved Winther